Hund i snor kampagne

Hund-i-snor-kampagne

23.3.2021
Foto: Mads Fjeldsø

Bestyrelsen for Vejle Ådal & Fjord og Vejle Kommune sætter i en kampagne den kommende tid fokus på hunde i naturen.

Når du er i naturen med din hund, skal du altid have den i snor – uanset om du er i skoven, i ådalen, på stien eller på stranden. Det er budskabet i en målrettet kampagne, der den kommende tid udrulles på de sociale medier og med skilte ude i naturen, hvor behovet for opmærksomhed på emnet er størst.

Her i nedlukningsperioden er rigtigt mange mennesker begyndt at bruge naturen meget mere end de plejer, hvilket er helt fantastisk. Naturen er kilde til sundhed, afstresning og masser af gode oplevelser, og det skal vi understøtte og værdsætte alt hvad vi kan. Vi skal bare huske at passe på hinanden derude, passe på dyrelivet og de lodsejere, der venligst har prioriteret, at vi alle må færdes i naturen – ikke bare den offentlige natur, men også den private.

Sammen med Bestyrelsen for Vejle Ådal & Fjord sætter Vejle Kommune den kommende tid derfor fokus på god adfærd i naturen. I første omgang retter vi fokus på hunde i naturen. De skal være i snor, med mindre man benytter én af kommunens mange hundeskove.

Kampagnen er tilrettelagt som små film målrettet de sociale medier. Aktørerne er alle lokalkendte personligheder, der i det daglige i deres erhverv selv er berørt af problemet, og derfor gerne ser at din hund går i snor ude i naturen. Disse klip vil forvaltningen den kommende tid offentliggøre på de sociale medier.

Klippene kommer til at ligge på diverse facebook-sider, hvorfra vi håber, at I vil være med til at dele budskabet ud i jeres eget netværk:

De små videoer bliver suppleret af opslag med billeder og henvisning til Vejle Kommunes hjemmeside, hvor du kan læse mere om færdsel med hund:

Efter påske vil der på udvalgte naturparkeringspladser i kommunen også komme midlertidige skilte op, som bærer samme budskaber som klippene.

Se film om god adfærd med din hun i naturen her: