Grundvand i Tørskind-Vork
De grundvandsdannende områder er der, hvor en del af den nedbør, som falder på jorden, bliver til det grundvand. Det er fx dette grundvand, som indvindes på EWII Vands kildeplads i Tørskind-Vork
Forurening og de grundvandsdannende områder?
I de grundvandsdannende områder er der en større risiko for, at en forurening fra overfladen bliver transporteret ned til de boringer, vi indvinder vand fra, før de forurenende stoffer når at blive nedbrudt eller bundet i jordlagene.
De grundvandsdannende områder er vigtige at beskytte, fordi det er her, det vand, der bliver til drikkevand, dannes.
EWII Vand har beregnet de grundvandsdannende områder i en grundvandsmodel, som man også bruger i den nationale kortlægning af grundvand.
Miljøstyrelsen vil i 2027 udpege de sårbare grundvandsdannende områder. Vi forventer, at Miljøstyrelsens udpegning vil ligne EWII Vands udpegning inden for Vork-projektet.
Hvad er reglerne for de grundvandsdannende områder?
Vi ved ikke, hvordan reglerne, som kommer efter Miljøstyrelsens udpegning, bliver, men vi kender principperne, der står i Aftale om et Grønt Danmark:
- Der skal senest i 2027 tages konkret stilling til, hvordan vi beskytter de sårbare grundvandsdannende områder, som bliver udpeget af Miljøstyrelsen.
- Det skal sikres, at beskyttelsen af de sårbare grundvandsdannende områder sammentænkes med økologi, vandmiljø, natur- og biodiversitetsformål, skovrejsning og klimamål
- Modellen for tilskud for privat skovrejsning skal genbesøges. I den forbindelse kan der tages stilling til, om ordningen i højere grad skal kunne bidrage til drikkevandsbeskyttelse.
I Vork-Projektet har vi valgt at tage den bedst tilgængelige viden om grundvandsdannende områder (EWII Vands udpegninger) med, så vi kan samtænke reduktion af kvælstof, beskyttelse af drikkevand og biodiversitet. Det gør vi for at sikre, at vi vælger de rigtige løsninger de rigtige steder og for at påvirke så få arealer i Vork-projektet som muligt.
Kortet viser de grundvandsdannende områder, som EWII Vand har beregnet i en grundvandsmodel, som også bruges i den nationale kortlægning af grundvand, og som ligger i Vork-projektet.
Linket til kortet er:
https://experience.arcgis.com/experience/100677c351ec42549e48798546e1ae9b