©  Foto:

Tirsbæk Slotspark

Tirsbæk Slot er smukt beliggende på nordsiden af Vejle Fjord mellem høje skovklædte skrænter i en sidedal til fjorden. Parken er efter en gennemgribende renovering bragt tilbage til den oprindelige udformning fra renæssancen.

Parken på Tirsbæk er helt særlig, idet dens historie leder tilbage til renæssancen, hvilket kun ganske få herregårdshaver i Danmark gør. De bærende elementer i haven er terrasseanlægget, vinbjerget, det omkransende stendige og voldgraven.

Tirsbæk Slot er i privat eje. Parken er på 12 hektar og blev anlagt som renæssancehave i 1745. Hovedbygningen er anlagt på en holm adskilt fra haven af en voldgrav. Parken omkranses af en kampestensmur og indeholder dyre-, frugt- og prydhave samt et terrasseanlæg og et vinbjerg – det ældste eksisterende i Danmark.

Slottets tilliggende er 400 hektar ager, eng og skov. Stedet drives bl.a. som kombineret land- og skovbrug.

Der er mulighed for guidet rundvisning for grupper. Kontakt Hans Henrik Algreen-Ussing på telefon +4520331260.