Vejleaadal og fjord

Randbøldalmuseet

Randbøldalmuseet byder på spændende og udfordrende oplevelser for hele familien. Tag madkurven med og nyd naturen, historien og håndværket. Børn og voksne kan blandt andet blive klogere på gamle dages produktion af papir og klæder, boltre sig løs med vandeksperimenter og afprøve vandets kræfter.  

Randbøldalmuseet ligger på det sted, som tidligere husede en af Danmarks første fabrikker, Engelsholm Papirfabrik, der blev anlagt i 1732. Her blev der produceret papir frem til 1846 og siden tekstiler. Hele grundlaget for produktionen var vandkraften i form af Vejle Å, som på dette sted fosser gennem en snæver smeltevandsdal.  

På museet kan man få hele historien om den industrielle produktion i Randbøldal fra 1732 til 1983. Man kan også finde papir- og væveværksteder. I værkstederne er det muligt at prøve de gamle håndværk, når der er arrangementer. Ved arrangementer betaler man ofte et lille beløb for materialer til de forskellige aktiviteter.  

Randbøldals væve- og papirlaug holder til i værkstederne. De er kendt for deres smukke design og fine håndværk. Museumsbutikken er derfor fyldt med fantastiske væve- og papirvarer, bøger, kunsthåndværk, håndgjorte sæber og mange andre gaveartikler. Man kan desuden købe drikkevarer og is.

I de udendørs vandeksperimenter kan man få føling med det, der er grundlaget for hele eventyret i Randbøldal, nemlig vandkraften. Her kan børn og voksne prøve at vinde over vandets tyngde og hæve vandet med enkle og historiske teknikker som Arkimedes' skrue, brøndvinde, vippebrønd, trædemølle og et helt slusesystem.  

Tag også madpakken med. Museet har opsat borde og bænke, hvor du kan nyde din medbragte mad

Randbøldalmuseet er en del af Vejlemuseerne. Find alle aktuelle udstillinger og arrangementer på www.vejlemuseerne.dk.