Ibæk Strand

På sydsiden af Vejle Fjord ligger Ibæk Strand, som er en handikapvenlig stenstrand med gode bademuligheder, en fantastisk udsigt over fjorden samt et lille ishus/kiosk. Der er desuden legeplads, toiletter, bænke og borde.

Tæt på Munkebjerg Skov ligger den hyggelige lille strand, Ibæk Strand, med et ishus/kiosk - Det Lille Ishus - og en legeplads med et sørøverskib, en strandet hval og hængekøjer. Der er en fin badebro, som går ud i fjorden forbi de store sten, hvor badefaciliteterne er gode.

Ved Ibæk Strand finder du desuden toiletter, grillsted, bålplads med brænde, borde og bænke. Der er god mulighed for at nyde madpakken med familien her og lade børnene lege på den store græsplæne.

Stranden er handikapvenlig med rampe til kiosk og toiletter, med en stenmel-sti ud til stensætningen ved vandet og med borde tilpasset kørestolsbrugere.

På den anden side er der p-plads med plads til ca. 30 biler og overnatningsmuligheder med en primitiv lejrplads.