Himmelpind

Himmelpind

Foto: Mads Fjeldsø

Nyd udsigten fra Himmelpind ud over Vejle Ådal og Vejle by med fjorden i baggrunden

Udsigtspunktet Himmelpind er en fredet skovklædt bakke på Vardevej 200, Vejle. Stedet var i perioden 1958-1971 centrum for en friluftsscene og en zoologisk have. Desuden har der været en væddeløbsbane for motorcykler ved siden af.  Senest er Himmelpind Bike-park etableret på stedet, med mountainbike spor i det kuperede terræn.

Omkring 1920 var Trædballehus en af landets mest populære kroer, og den lå for foden af Himmelpind-bakken. Den havde sin storhedstid med Frederik Iversen som navnkundig kroejer, og det var ham der skrev "Trædballehuspolka".

Fra Himmelpind er der en fin udsigt ud over Vejle Ådal og Vejle By med fjorden i baggrunden. Ådalen snor sig fra Vejle Fjord mod vest. Ådalens form er resultatet af isens bevægelser under de sidste istider, og nogle steder er dalbunden jævn og flad, andre steder meget bakket. Et andet markant træk er de mange dybe slugter i kanten af ådalen formet af vandløbene. 

Himmelpind er på grund af sin bynære placering og sin historie et oplagt sted på sigt at arbejde hen imod et etableret udsigtspunkt. Der er i dag skabt kiler i træbevoksningen fra Himmelpind, der giver udsyn. Med et eller flere enkle, vifteformede platforme, kan udsigten understreges yderligere. Samtidig kan der arbejdes med at forbedre tilgængeligheden til stedet, som i dag er vanskelig.

Fakta

Ejer: Kulturselskab Himmelpind
Parkering: Vardevej 200, 7100 Vejle – bemærk: meget lille parkeringsplads
Tilgængelighed: Udsigtspunktet er kun tilgængeligt til fods.