Nordisk Råds miljøpris 2022
Vejle Kommune er sammen med Syddansk Universitet (SDU) netop nomineret til Nordisk Råds miljøpris 2022 som den eneste repræsentant for Danmark. Årets tema har fokus på naturbaserede løsninger, der kan give alsidigt svar på samfundets store miljøudfordringer. Den endelige vinder ud af de se
Hvert år uddeles Nordisk Råds miljøpris til en person, en organisation eller et initiativ i Norden, som har gjort en ekstraordinær indsats for miljøet. Temaet for prisen skifter fra år til år. I år er temaet; ”Naturbaserede løsninger – et alsidigt svar på samfundets store miljøudfordringer.”
Med dette tema ønsker prisen at gøre opmærksom på, at natur og naturforvaltning kan bidrage med alsidige løsninger på biodiversitets- og klimakrisen, men også sikre effektiv klimatilpasning i bymiljøer og samtidig øge menneskers sundhed og trivsel. Naturbaserede løsninger understøtter FN’s klimamål nr. 14 og 15, som handler om livet i havet og livet på land.
Projekt med international bevågenhed
Udvalgsformand for Klima-, Natur- & Miljøudvalget i Vejle Kommune, Søren Peschardt:
Vi er i Klima-, Natur- & Miljøudvalget rigtig stolte over den flotte nominering. Det viser, at det, vi gør i Vejle, også har international bevågenhed. I en tid med så store udfordringer i forhold til klimaforandringer og tab af biologisk mangfoldighed, er det vigtigt, at vi lærer af hinanden, og at alle er med til at finde løsninger. Jeg vil gerne fremhæve vores samarbejde med SDU, der er medvirkende til, at vores naturbaserede løsninger er evidensbaserede og tilgængelige for andre, der ønsker at arbejde med marin naturgenopretning.
Fire marine naturgenopretningstiltag
Projekt Sund Vejle Fjord, der har et samlet budget på godt 25 mio. kr., skal over en femårig periode forsøge at iværksætte forskellige tiltag, der på sigt kan medvirke til at sikre god økologisk tilstand i Vejle Fjord herunder genskabe fjordens biologiske mangfoldighed.
Projektet, der er finansieret af Vejle Kommune og Velux Fonden, har fokus på at reetablere de fysiske rammer i fjorden, der er gået tabt i takt med de seneste mange årtiers overgødskning af vores havmiljø. Det sker ved følgende fire marine naturgenopretningstiltag:
- Reetablering af fortidens tabte ålegræsbede
- Udlægning af nye muslingebanker
- Udlægning af stenrev
- Opfiskning af krabber
Comeback til ålegræsset
Projektet skal ikke blot sikre en bedre miljøtilstand i Vejle Fjord, men i ligeså høj grad medvirke til at generere evidensbaseret viden særligt om udvikling i ålegræssets mange økosystemtjenester. Som én af de vigtigste parametre for sunde marine økosystemer, er ålegræsset på retur verden over. Det er derfor af central betydning, at forskningsinstitutter og de centrale forvaltninger, inklusivt borgerdrevne interessegrupper, går sammen om at finde implementerbare løsninger, der kan sikre ålegræssets comeback i hele Nordeuropa.
Samarbejde gør det muligt
Leder af Biologisk Institut, Syddansk Universitet, Gary Banta:
Jeg er meget glad på vegne af instituttet, SDU og ikke mindst den marine økologigruppe på instituttet over denne nominering. Den afspejler vigtigheden af gruppens mangeårige forskning og samarbejdsindsats for at udbedre og genopbygge kystnære habitater. Sund Vejle Fjord er et førende eksempel på, at samarbejde mellem forskere, myndigheder, borgere og andre interessenter kan muliggøre afprøvning og opskalering af naturgenopretningsmetoder og -tiltag, der tager afsæt i forskning.
Nordisk Råd uddeler hvert år fem priser: for litteratur, film, musik, miljø samt børne- og ungdomslitteratur. Vinderne modtager 300.000 DKK samt en Nordlys-statuette.